AUTUMN WINTER 26 CARE BY ME
Da jeg begyndte arbejdet med AW26-kollektionen, ønskede jeg at skabe en kollektion, der afspejler noget, jeg selv sætter mere og mere pris på: enkelhed, naturlige materialer og glæden ved at omgive sig med ting, man virkelig holder af.
Kollektionen er inspireret af den særlige ro, der følger med den nordiske vinter. Når årstiden skifter, lyset bliver blødere, og livet helt naturligt rykker lidt mere indenfor. En tid, der inviterer til at sænke tempoet, klæde sig i bløde lag og finde glæde i de små øjeblikke i hverdagen.
Den stemning har fået lov til at præge både farverne og materialerne i denne kollektion.

INSPIRATIONEN BAG
Min inspiration begynder ofte i det, jeg ser omkring mig - i naturens farver, strukturer og små detaljer. Tørrede blomster, vinterens dæmpede nuancer, en særlig farvekombination eller en struktur kan være begyndelsen på en ny idé.
Men jeg finder også inspiration i vores egne tidligere kollektioner. Jeg holder af at vende tilbage til former, detaljer og styles, som allerede føles som en del af CARE BY ME, og arbejde videre med dem på nye måder. For mig behøver alt ikke at være nyt for at føles nyt.
I AW26 mødes de to verdener. Naturens rolige farver og organiske strukturer med elementer fra vores eget designunivers - fortolket på ny i materialer, farver og silhuetter.
Det er ofte sådan, en kollektion begynder for mig - ikke med en færdig idé, men med små indtryk, der langsomt finder sammen.
FARVER OG MATERIALER
Farvepaletten er rolig og naturlig med bløde nuancer, varme brune toner og enkelte dybere efterårsfarver. Farver, jeg har valgt, fordi de fungerer smukt sammen - men også fordi de let kan kombineres med de favoritter, man allerede har i garderoben.
Naturlige materialer er som altid hjertet i CARE BY ME. Denne sæson introducerer vi for første gang fløjl i GOTS-certificeret økologisk bomuld. Det har jeg glædet mig utrolig meget til, fordi jeg synes, der er et helt særligt match mellem det bløde fløjl med sin fine struktur og vores bløde cashmere.
Jeg har også arbejdet videre med vores cashmere i forskellige kvaliteter - fra de helt bløde, kraftigere strik til en lettere blanding af uld og cashmere, som er skøn at bruge i flere lag. Og selvfølgelig vores populære blanding af cashmere og silke - en kvalitet, vi vender tilbage til sæson efter sæson for dens lethed, blødhed og smukke udtryk.
SKABT TIL AT BLIVE
For mig handler en ny kollektion aldrig bare om at skabe mere. Det handler om at skabe noget, der har en berettigelse. Styles, der føles dejlige at have på, kan bruges på forskellige måder og forhåbentlig bliver nogle af dem, man finder frem igen sæson efter sæson.
Det er også derfor, tidligere favoritter har en naturlig plads i vores kollektioner. Jeg tror på at bygge videre frem for hele tiden at begynde forfra - og på en garderobe, hvor nyt og velkendt kan leve side om side.
SOCIAL LUXURY
Og som altid er der endnu en historie strikket ind i kollektionen. Vores kærlighed til håndværket, ønsket om at træffe ansvarlige valg og vores fortsatte arbejde for at hjælpe kvinder på deres vej mod et bedre liv - det er jo den allervigtigste del af CARE BY ME.
Det er dét, vi kalder Social Luxury - vores tro på, at skønhed, kvalitet og ansvar sagtens kan gå hånd i hånd.
AW26 er min invitation til at gå den nye sæson i møde med lidt mere ro, egenomsorg og omtanke - og måske mærke, hvordan mindre kan blive til mere.
Jeg håber, I vil tage lige så godt imod den nye kollektion, som vi har glædet os til at dele den med jer.
Kærlig hilsen
Camilla
Founder & Creative Director
