DIY: Sød svamp af appelsinskræl
Skønt projekt til decemberhyggen
Igen i år har vi skabt en hyggelig DIY-guide, hvor du kan lave smukt og personligt julepynt med fokus på genbrug.
Sidste år var det zero-waste trommer, forrige år yndige engle af genbrugspapir - i år viser vi dig, hvordan du kan forvandle noget så simpelt som appelsinskaller til unikt, smukt og mere miljøvenligt julepynt - en charmerende fluesvamp i julens klassiske farver.
Julen er den tid på året, hvor appelsiner og klementiner fylder vores hjem med deres friske duft og syrlige smag. Men vidste du, at der i 2019 blev sejlet hele 70.000 kasser appelsiner, svarende til 25 millioner styk, til Danmark i juletiden alene?
Det betyder også, at vi producerer enorme mængder appelsinskaller - som ofte blot ender som affald.
Men det behøver ikke være sådan. Hvor nogen ser skrald, ser vi kreativt potentiale!
Med denne guide lærer du trin for trin, hvordan du kan skabe dekorativt julepynt, små værtindegaver eller personlige julebordsdekorationer. Det er ikke kun godt for miljøet - det er også en oplagt anledning til at samle familien eller vennerne til en hyggelig stund, hvor genbrug møder julehygge.
Lad os sammen skabe minder og gøre julen endnu grønnere.
Julen handler trods alt om kærlighed, fællesskab og omtanke for hinanden - og vores planet.
Dette skal du bruge
- Klementin eller appelsin (klementin er nemmest, og det har vi brugt her)
- Kniv
- Maling - hvid og rød (En tyk maling anbefales. Disse er fra Hobbylack, og kan blandt andet købes i Panduro)
- Pensel
- Snor
- Limpistol
- Silkepapir
- Pind (fra skoven)
- Pap (gerne genbrug fra eventuelle tidligere køb – f.eks. en cornflakes pakke)
- Saks
- blyant
- lineal
Alt efter udtryk på svampen, kan du også bruge
- Lim
- Glitter (f.eks rød)
- Tørrede/pressede blomster
- Forskellige farver silkepapir
- Eksperimenter med andre farver maling
- Sytråd
- Perler (som pynt på snoren)
Step 1-3
Skær klementin/appelsin
Tag en klementin eller appelsin og halver den.
Afskil skræl fra kød
For at løsne kødet fra skrællen kan du forsigtigt mase dine fingre ned imellem og rotere rundt, mens du langsomt arbejder dig længere ned, indtil kødet er løsnet helt fra skrællen. Du kan nu hygge dig med at spise klementinen, mens du fortsætter med at være kreativ med skrællen.
Tørring af klementin
Lad klementinskrællen tørre - gerne i en vindueskarm eller på en radiator. Hvis du vil lave flere (eller bare én ekstra), anbefaler vi, at du også sætter den anden halvdel af klementinen til tørre (uden kød), så du slipper for at gentage tørreprocessen.
Step 4-6
Maling
Mal skrællen rød på ydersiden (den orange side). Du kan også male bunden og den indvendige start af skrællen for en pænere finish.
Tørring af maling
Vurder selv, hvornår den røde maling er tør nok til, at du kan male hvide prikker ovenpå.
Hul i klementin
Lav forsigtigt et lille hul i toppen af skrællen med spidsen af en saks. Hullet skal være stort nok til, at snorens to ender kan komme igennem. Hvis du ønsker, at snoren skal være "usynlig," kan du bruge sytråd. I så fald skal hullet være meget lille.
Step 7-9
Snorophæng
Bind de to snorender sammen, så de danner en knude, der er stor nok til, at den ikke kan komme igennem hullet. Vurder længden af snoren afhængigt af, hvor svampen skal hænge (klassisk længde er ca. 25 cm, som foldes dobbelt). Før toppen af løkken (snoren) igennem hullet, så knuden er inde i skrællen.
Pap
Tag dit pap og tegn efter klementinskrællens størrelse. Klip det ud og tilpas det, så det lige præcis passer ind i skrællen. Hvis silkepapiret er lidt gennemsigtigt, skal pappet have en blank side (uden print).
Hul i pap
Brug spidsen af din saks til forsigtigt at lave et hul i midten af dit runde papstykke. Hullet skal passe, så pinden (fra skoven) lige akkurat kan få toppen igennem. Hullet må ikke være for stort, da pinden skal sidde fast i pappet. Den pæne side af pappet skal vende mod den lange side af pinden.
Step 10
Silkepapir
Udtryk 1: Mål ca. 15x15 cm (alt efter ønsket udtryk) på dit silkepapir og klip det ud. Fold silkepapiret halvt og derefter halvt igen, så du får en trekant, der markerer midten af papiret. Klip et lille hul i spidsen, og fold silkepapiret ud igen.Udtryk 2: Tegn ca. 2 cm udenom skrællen, så det danner en cirkel. Fold og klip hul på samme måde som ved udtryk 1.
Step 11
Lameller
(Pinden er midlertidigt fjernet fra pappet)
Udtryk 2: Sæt det lille hul på den pæne side af pappet, og fold enderne om bag pappets bagside. Du kan eventuelt lave lidt rynker for at skabe mere form som lameller.
Step 12
Limpistol
Tænd limpistolen, og lim knuden (snoren), så den sidder fast. Lim også spidsen af pinden, der sidder ved pappet. Til sidst limer du langs kanten af silkepapiret (pappet) og sætter det ind i klementinskrællen. Husk at arbejde hurtigt, da limen tørrer hurtigt.
Hvis du har lyst, kan du komme lidt glimmer på kanten af skrællen, sætte en tørret blomst på mv.
De fine svampe og guiden er lavet af vores dygtige marketingassistent Laura Aller.
Skriv en kommentar