CARE BY
Sidsel Garsdal
Hvordan ser din morgenrutine ud?
Mine morgener er meget forskellige, da min arbejdsdag starter fra alt mellem 07.30 til 11.00.
Fælles er, at min mand altid serverer en kop kaffe og et ingefærshot til mig som det første – den dejligste lille kærlighedserklæring, som jeg værdsætter højt.
På morgener med god tid elsker jeg at lave en meditation – jeg bruger guidede lydmeditationer på mellem 15 og 45 minutter.
Det er så berigende med meditationer og understøtter en helt særlig form for nærvær med sig selv, og alle de vigtige budskaber, vi kan hente indefra, men som vi tit overhører, når først dagene rulle derudaf.
Hvordan tilbringer du bedst en time i dit eget selskab?
Jeg har medlemskab i et træningscenter med spa-område og i en suana- og vinterbadeklub, og en time, hvor jeg veksler mellem kulde og varme i enten spaen eller badeklubben fortryder jeg aldrig – det er det bedste kram til mit nervesystem og give altid en følelse af ro og selvomsorg.
Hvad er dit bedste råd til at udvise selvkærlighed og prioritere sig selv i en travl hverdag?
At øve sig i single tasking. Da jeg fik en hjernerystelse for et par år siden, blev jeg tvunget til at forenkle hele min måde at være i verden på. Noget jeg virkelig fik øje på er, hvor meget tendens vi som samfund har til at ville have gang i mange ting på én gang.
At meditere og gå i spa/badeklub er vidunderligt, men ikke noget jeg kan praktisere hver dag. Til gengæld kan jeg hver dag have fokus på at gøre én ting ad gangen, at være 100% til stede i det jeg gør, og at gøre det i et tempo der føles i overensstemmelse med mig.
Har du truffet en beslutning i dit liv, som har været særlig god for dig?
At videreuddanne mig til psykoterapeut har ikke kun åbnet nye karriereveje, men i den grad også åbnet for nye perspektiver i forståelsen af mig selv. Det har været livsforandrende, og er noget jeg har med mig altid.
At købe sommerhus på Fejø har også være uvurderligt. At køre ombord på den lille færge og sejle mod øen er forbundet med så meget ro, nydelse og nærvær og nogle af de bedste minder med min familie er fra vores lange somre på øen, hvor dagene starter langsomt og oftest slutter med solnedgang på badebroen – enten alene eller med ø-venner.
Hvis du kunne give dit yngre jeg et godt råd med på vejen til at skabe et liv i balance, hvad skulle det så være?
Hvis du har 40% og giver 40% har du givet 100%.
Jeg ser i mit arbejde så mange unge mennesker, som stræber efter ”perfektion” – på at være 100% på hele paletten, hele tiden. Jeg gør en dyd ud af at sige til elever, klienter, mine egne børn og mit eget indre barn, at det ikke er meningen, man skal være perfekt til alt, hvor vigtigt det at
lytte til dagens energiniveau og være tro mod det, og at vide, man er elsket for den man er – ikke for det man præsterer.
Dit bedste tip til en stærk og sund krop samt et sind i balance?
Jeg elsker det gamle ordsprog fra det oprindelige folk i USA; ”lyt til din krop, når den hvisker, så du ikke skal høre den råbe”. Det prøver jeg selv hele tiden at blive bedre til. At lytte til de signaler, der kommer indefra, ikke at overhøre dem, og at tage dem seriøst. Nogle dage har man måske faktisk mere brug for at pakke sig ind i et tæppe i sofaen med en varm kop te end at hoppe på cyklen til træning.
Mange af os har en ret vel installeret ”pisker”, der holder os i gang på diverse arenaer, hvor der skal præsteres. At udfordre den indre ”pisker” og at give sig lov til at hvile, holde pauser og tjekke ud – uden at føle sig doven eller utilstrækkelig, er noget jeg arbejder med en del klienter med, og også selv har haft fokus på de seneste år.
Og så er sund mad og søvn mit fundament. Jeg forsøger at få 8 timers søvn hver nat og læner mig op ad antiinflammatoriske kostråd.
Har ønsket om at arbejde med mennesker og deres historier altid ligget i dig, eller voksede det frem undervejs?
Det har altid ligget i mig.
Jeg har altid været optaget af de møder, hvor vi tør være sårbare, ærlige – og at tale om det, der er svært uden frygt for at blive dømt og vurderet. Sådanne møder er for mig noget af det smukkeste og mest meningsfulde i livet. Det har været et pejlemærke for mine venskaber, og har som en naturlig forlængelse heraf bredt sig ud til mit ønske om at arbejde med børns trivsel og senere voksne.
Har du et nemt skønhedstip som vi må dele med andre?
Søvn og sauna :)
Og ansigtsmassage. Jeg masserer mit ansigt mindst én gang, hver dag – med gua sha, jadestensrulle eller hænderne og en helt fantastisk ansigtsolie fra julrlique (Jurlique Recovery Oil) som jeg er afhængig af. Det lille ritual fjerner hævelser fra mit ansigt og giver glød.
Hvis du frit kunne vælge en aktivitet som ville give dig masser af energi hvad ville det så være?
En tur i havet! Jeg er født i fiskens tegn – og selvom jeg ikke går op i astrologi, så stemmer det godt overens med den forbindelse jeg føler til havet.
Om det er en isende kold dukkert i vinterbadeklubben i Nordhavn eller et sommer- og solskinsdyp på Fejø, så føles det altid som en lille øjeblikkelig rus – en særlig vågenhed, sanselighed og forbindelse til verden.