10 tips til en energigivende januar

Vinteren er kold, mørk, våd og blæsende - og til tider føles den uendelig lang.

Særligt her i januar kan den være lidt hård at komme igennem for de fleste, når december og julens magi er et overstået kapitel. Men vi ved også, at vi år efter år kommer igennem de mørke måneder, og vi glædes over at bo i Norden, hvor vi kan nyde årets forskellige årstider. Årstider, som hver især har sin charme fyldt med sanseindtryk, smukke nuancer og rå natur.
Særligt har vi, som noget helt unikt her i Skandinavien, de lange lyse og lune nætter at se frem til.  

I vinterens mørke, er det vigtigt at være god ved sig selv og fokusere på at fylde kalenderen ud med rare, styrkende og selvkærlige ting. Og inden vi får set os om, er lyset vendt tilbage, fuglene kvidrer, naturen spirer og temperaturerne steget.

Hos CARE BY ME ynder vi at leve efter devisen, om at nyde hver evig eneste dag, være positiv og smilende af sind.
Vi håber at du kan bruge nedenstående 10 energigivende tips til at komme igennem resten af vinteren.

God læselyst!

Dagslys og frisk luft

Vinterens dage er mørke og korte, og derfor er det vigtigt, at suge det dagslys der nu engang er til dig, da dagslys har en mirakuløs virkning på humøret.

Gennem dagslyset får vi nemlig det særlige blå lys, som stimulerer produktionen af signalstoffet serotonin som påvirker humøret positivt – eller negativt, hvis vi får for lidt lys. 

Grib chancen for at komme ud imens det er lyst så snart den er der, sug både frisk luft og dagslys til dig og forkæl krop og sind. Gå f.eks. 10-15 minutter i din frokostpause med en klapsammen, vælg cyklen og prioriter at gå en længere tur i weekenden – måske sammen med en du holder af. Sørg for at trække vejret helt ned i maven, så der kommer godt med ilt til cellerne.

Vand vand vand

Får du vand nok?

Det kan være svært at drikke rigeligt væske – især i de kolde måneder. Men vand er SÅ vigtigt for din energi samt ve og vel.

Hvis du har svært ved at drikke vand direkte fra hanen, så kan du tilsætte smagsgivere, som både smager friskt men også rent visuelt er indbydende. Mynteblade, agurkeskiver eller bær.

Et godt tip er at tilsætte presset frisk citron til dit vand. Det smager dejligt frisk, og faktisk er en halv deciliter citron nok til at dække vores daglige behov for C-vitamin, som styrker kroppens immunforsvar.  

Bevægelse

”Fra første januar, så skal jeg altså også begynde at løbe/træne…”

Mon ikke vi alle kender til den sætning?
I stedet for at sætte for høje (og ofte urealistiske) mål om at skulle i træningscentret tre gange om ugen, løbe hver anden dag, dyrke yoga hjemme i stuen eller piske sig selv på motionscyklen, så start i det små.
For, jo, bevægelse ER sundt.

Vi mennesker er designet til at skulle bevæge os, og når vi gør det, beriger vi vores celler med livgivende, blodcirkulerende og energiproducerende ilt – samtidig med at vi kommer i bedre form, og øger helbredet.

Fysisk aktivitet er ydermere en fantastisk humørforstærker, og selvom træning nok er det sidste, du har lyst til på denne tid af året, så er fordelene til at få øje på, og er svært at undvære når du først er kommet i gang, og det er blevet en del af din dagligdag. For alt bevægelse er nemlig sundt.

Start med at sætte dig et mål om at gå en daglig tur – måske du så ovenikøbet får opfyldt tip nummer et samtidig. Sæt din yndlingsmusik, podcast eller lydbog i ørene, og klæd dig godt på i vinterkulden. Så kan du altid øge tempoet så det bliver en powerwalk som i sidste ende kan ende ud i løb – når du er klar til det.

Jo mere du bevæger dig, jo mere i live vil du føle dig, og følelsen af at gøre noget godt for sig selv, er fantastisk energigivende!

Gør noget godt for dig selv

Januars lidt dystre vejr og mangel på overskud og energi kan gøre det ekstra fristende bare at blive hjemme og putte dig under en lun plaid i sofaen med en god bog eller din yndlingsserie en hel dag i weekenden. Og det er helt ok! Tillad dig selv at mærke efter hvad du har lyst til.

Er det hjemmespa på badeværelset med karbad (hvis du er så heldig), blid musik og levende lys – lav evt. Camillas nemme og lækre scrub, som din tørre vinterhud vil elske, er det film og popcorn i sofaen, en lang gåtur i skoven alene, at bage en kage og nyde et stykke med en kop te, tage en lang eftermiddagslur eller noget helt andet?

Mærk efter. Forkæl dig selv. Lad batterierne op.

Vitaminer, juicer & smoothies

Husker du at spise din daglige vitaminpille? Hvis du ikke er sikker på, at du får nok vitaminer igennem din kost, så er det en god ide at supplere med en vitaminpille, så kroppen er godt klædt på til at holde vinterforkølelser samt influenzaer på afstand.

En god idé er, at lave årstidens grønsager og frugter om til en smoothie spækket med gode vitaminer og næringsstoffer, som styrker dit immunforsvar og holder vinterforkølelser på afstand.

Få nok søvn

En god nattesøvn er vigtig for både krop og sind.
Søvn er helt essentielt for vores velbefindende, regenerering og heling, og faktisk er en god (helst sammenhængende) søvn lige så afgørende for, at vi trives og har det godt, som sund kost og motion. Hvis du ikke får nok søvn, har det stor effekt på dit humør og den negative energi, har ingen brug for i de grå vintermåneder.
Læs eller genlæs indlægget her, om hvorfor søvn er så vigtig samt få nogle gode tips til den gode nattesøvn.

Vær sammen med andre mennesker

Selvom det er rart at gå lidt i vinterhi derhjemme, er det også dejligt og livsbekræftende at være sammen med andre i mørket, og blive tanket op på smil, snak og socialt samvær.

Lav en lækker middag for gode venner, inviter familien på varm kakao og brætspil, se en film i biografen, tag på café og få en god kop kaffe med en du har kær, tag din bedste veninde under armen og brug dagen på saunagus og dampbad i en dag-spa, tag på museum med din mor/far eller inviter din bedre halvdel på en romantisk middag i byen.
At være sammen med mennesker, der har værdi for dig er guld værd og et energiboost uden lige, som du kan leve højt på et godt stykke tid.

Pak dig blødt & lunt ind 

”… BLØDE OG NATURLIGE MATERIALER PÅ HUDEN ER EN LIGE SÅ STOR DEL AF MIN SUNDHEDS-RUTINE SOM NATURLIG OG NÆRENDE KOST, GOD SØVN, YOGA OG MEDITATION.”

Citatet stammer fra Vicky Olivia, Yogalærer & Komplementær hormonterapeut, og som i det daglige er en del af vores eget team.

Det at have blødt tøj på kroppen, er vigtigt for både krop og sjæl. Faktisk er huden kroppens største organ, og ligesom kroppens andre organer spiller huden en vital rolle for vores helbred. Udover at skaffe information og yde beskyttelse, så er huden også et sanseorgan med direkte adgang til både nervesystem og hormonsystem.

Særligt hen over vinteren, er det oplagt at lade de lune og bløde materialer omfavne dig og passe godt på dig. Vælg styles i naturlige, kvalitetsmaterialer som cashmere, uld og økologisk bomuld. Vi elsker selv dette sæt, som vi har levet i hele juleferien.

Følelsen af bløde tæpper og tøj stimulerer nemlig nervesystemet og øger dannelsen af hormonet oxytoxin. Oxytocin er også kendt som nydelseshormonet og det geniale ved dette hormon er, at det normaliserer vores stressniveauer.

Du kan læse meget mere i indlægget her.

En lille lomme af lykke

At glæde sig til noget, giver i sig selv en følelse af lykke.
Den følelse er vigtig at huske på. Gem den indeni dig selv som en lille lomme af lykke. En lomme du kan tage med dig igennem (vinter) hverdagen, og give dig smil på læben og et mindre energiboost når lommen åbnes op.

Det kan være en begivenhed du glæder dig til – stor som lille. Et bryllup til sommer, weekend getaway eller fødselsdagsfejring. En snarlig vinterferie på ski, sommerferieplanlægning, frisørtid, cafétur, keramikkursus eller koncert.

Den første kaffe udenfor, de første anemoner i skoven eller det første friske vasketøj, der har hængt til tørre under åben himmel. 

Måske du står overfor at skulle male, lave en billedvæg, friske køkkenet op eller måske endda flytte?
Har du have, så planlæg hvilke sommerblomster du snart skal forspire, så du kan begynde at visualisere et fint blomsterflor og drømme dig væk til alle de buketter du skal plukke.

Hvad med at give dit garderobeskab en opfriskning, så det er klart til en ny sæson?
Ryd ud, sorter og strukturer. Sælg det du ikke længere bruger og glæd dig til at kunne spare op af de penge du tjener til en ting du ønsker dig – eller donér tøjet til et godt formål og glæd dig over at glæde andre.

Snyd dig til forår

Mens vi venter på forår, lys og liv, så forkæl dig selv med forårsblomster i krukker indendørs.

Plant vintergækker, krokos, vibeæg, hyacinter, tulipaner mv. og placer i grupper rundt omkring i dit hjem.
Skønt og livsbekræftende at se det spire og det er et klart tegn på at foråret nærmer sig, og vinteren er på hæld.

Har du en have, så gå på udkig efter spæde forårstegn i bedene.
Der er (næsten) intet der slår den følelse, når man opdager den første vintergæk bryde igennem den hårde muld.


1 kommentar


  • Grethe Teilmann Toustrup

    Præcis de 10 tips jeg har brug for. Ingen løftede pegefingre, kun milde og blide anbefalinger – ej hvor bliver min dag god nu. Et fantastisk skriv og følg gerne op i februar også – og ja måske fire gange årligt.
    Sikken et energiboost I lander her og nu – TAK <3


Skriv en kommentar

Please note, comments must be approved before they are published